
Gymnastikafdelingen tilbyder forskellige former for gymnastik for alle børn og voksne uanset niveau. Alle børnehold og voksenspring starter op i uge 36 og slutter i marts/april med en forårsopvisning.
Klik her for at se gymnastikafdelingens instruktører.
Find vores gruppe på Facebook Klokkerholm Gymnastikafdelings Klubhus her vil løbende komme informationer om holdene og arrangementer. Du kan også følge os på vores hovedside på Facebook.
Har du spørgsmål til ovenstående kontakt klokkerholmgymnastikforening@gmail.com eller send en besked via Messenger
OBS: De angivne aldersgrænser er vejledende. Tag en snak med dit barn og barnets instruktør, hvis du er i tvivl om barnet er tilmeldt det korrekte hold. Alle børn skal føle succes på det hold de er på.
Tryk på holdnavnet for at læse mere
⯈ Puslingerne 3 mdr. – 3 år med forældre. ONSDAG 16.00-16.45 – Opstart 3. september 2025
(Det er muligt at deltage på holdet så snart ens barn kan holde sit eget hoved)
Holdet er til jer som godt kan lide at bevæge jer, sammen med jeres barn, og som gerne vil udvikle jeres barns motorik, men også selv ønsker, at være aktiv. På puslingeholdet er der fokus på at skabe (bevægelses)glæde og have det sjovt med at bruge sin krop i forskellige aktiviteter til musik.
Gymnastikken er med til at styrke puslingernes motorik, balance og kropsbevidsthed gennem leg og bevægelse, samtidig med at mor/far får gang i kroppen og sved på panden. Vi bruger tumlebanen, sanglege og generel småbørnsgymnastik.
På forældre/barn holdet er det både børn og forældre, der er aktive. Det er en unik oplevelse for begge parter, at opleve og prøve nye udfordringer, samtidig med at sanserne stimuleres og forældrene får bevæget krop og muskler med deres børn som ”vægtstang”.
På holdet er ens eget barn i fokus, men der ønskes samtidig et godt fællesskab.
Tilmeld her: https://klokkerholmif.dk/tilmeld-gymnastik/
⯈ Tumlingerne 3-6 år. ONSDAG 16.45-17.45 – Opstart 3. september 2025
Er du en dreng eller pige, som elsker at hoppe, lege og danse rundt? Så er dette hold noget for dig!
Vi leger forskellige lege, har bevægelsesaktiviteter med fokus på at udvikle vores motoriske færdigheder, samt vi opsætter en redskabsbane, hvor I kan udfolde jer og tumle rundt.
Vi lægger vægt på at skabe relationer, genkendelse, anerkendelse, fokus på det motoriske, med introduktion til grundprincipperne til de forskellige spring og sidst men ikke mindst, at have det sjovt sammen!
På dette hold er forældre velkomne til, i starten, at opholde sig i hallen under træningen. Efter uge 42 opfordrer vi forældrene til at opholde sig i hallens cafeteria.
Tilmeld her: https://klokkerholmif.dk/tilmeld-gymnastik/
⯈ Springfiduserne 0. – 3.kl. ONSDAG 17.45-19.00 – Opstart 3. september 2025
Springfiduserne er for både drenge og piger, som er motiveret for at lære springgymnastik.
På holdet laver vi gymnastik med og uden redskaber, som styrker både kroppen og motorikken. Gymnasten lærer sin krop bedre at kende gennem forskellige lege, rytme-redskaber og let styrketræning. I løbet af sæsonen øger vi niveauet. Vi starter med kolbøtter og rykker op, alt efter hvordan gymnasterne rykker sig. Vi følger dog altid børnenes udvikling og rykker aldrig videre til sværere spring, før vi kan se at gymnasterne er klar til det.
Der vil også komme træninger, hvor vi vil bruge tid på at øve en rytmisk serie.
Vi starter altid en ny sæson med at se hvor gymnasterne er. Så uanset om man har gået til gymnastik før eller man er helt ny gymnast, så er der plads til alle.
Hvis vi instruktører vurderer at jeres barn vil få mest ud af at gå på et af vores andre hold, så tager vi en snak med jer om at flytte barnet, så han/hun får mest ud af gymnastikken. Alle børnene skal føle succes på det hold de er på.
Dette hold er uden forældre. De er selvfølgelig velkomne til at opholde sig i cafeteriet under træningen.
Tilmeld her: https://klokkerholmif.dk/tilmeld-gymnastik/
⯈ Mini Stars 0. – 3.kl. – Øvede. MANDAG 16.30-18.00 – Opstart 1. september 2025
Mini Stars er for de børn, som bare elsker springgymnastik og er motiveret for at lære mere.
På dette hold forventer vi at gymnasten kan lave en strakt vejrmølle uden hjælp. Gymnasten skal kunne holde sig selv oprejst i en håndstand (det må gerne være op ad en væg).
På holdet laver vi gymnastik med og uden redskaber, som styrker både kroppen og motorikken. Gymnasten lærer sin krop bedre at kende gennem forskellige lege, rytme serier og styrketræning.
I løbet af sæsonen øger vi niveauet. Vi følger dog altid børnenes udvikling og rykker aldrig videre til sværere spring, før vi kan se at gymnasterne er klar til det.
Hvis vi instruktører vurderer at jeres barn vil få mest ud af at gå på et vores andre hold, så tager vi en snak med jer om at flytte barnet, så han/hun får mest ud af gymnastikken. Alle børnene skal føle succes på det hold de er på.
Der vil også komme træninger, hvor vi vil bruge tid på at øve en rytmisk serie.
Vi kommer til at grine, smile og have det sjovt – alt det som er en stor del af gymnastikken, men vi sætter i træningen også grænser og introducerer børnene til en gymnastisk disciplin og forventer, at de kan modtage en kollektiv besked.
Dette hold er uden forældre. De er selvfølgelig velkomne til at opholde sig i cafeteriet under træningen.
Tilmeld her: https://klokkerholmif.dk/tilmeld-gymnastik/
⯈ The Stars 4. kl. og op. MANDAG 18.00-19.30 – Opstart 1. september 2025
Er DU en pige eller dreng, der er vild med spring og rytme, så SE HER!!
The Stars er et hold for dem, som ønsker at arbejde med fede rytmeserier – både med og uden redskab.
Vi styrketræner arme, core og ben – ja hele kroppen. Vi træner teknikker og spring, svinger og hopper og vigtigst af alt – har det sjovt med hinanden og gymnastikken.
Vi vil gøre alt for, at du får lige de udfordringer, der passer dig. Vi arbejder med alt fra håndstand, ruller og vejrmøller til forlæns salto, flik-flak, kraftspring og begyndende skruespring – alt efter hvilket niveau du er på.
Til træningen vil der være styrketræning af hele kroppen, så vi kommer alle muskelgrupper igennem. Vi springer alt fra basis spring, og går målrettet efter at udvikle dig som springer og person.
Vi vil også arbejde med balance og udholdenhed, rytmisk grundgymnastik og seriesekvenser, som vi krydrer med den nyeste musik.
Tilmeld her: https://klokkerholmif.dk/tilmeld-gymnastik/
⯈ Voksenholdet 16 år+ MANDAG 19.30-21.00 – Opstart 1. september 2025
Er du tidligere gymnast, som savner lugten af savsmuldet i manegen? Eller er du helt uerfaren, men drømmer om at lære at lave en salto eller flik-flak – Så er voksen springholdet lige noget for dig!
Konceptet er, at alle uanset gymnastisk baggrund er velkommen på voksen springholdet!
På holdet vil der være udfordringer for selv den garvede gymnast, som laver dobbeltroterende spring og nybegynderen, som skal lære at lave en salto.
På dette hold deltager også foreningens instruktører, så dette hold er også en mulighed for at lære vores instruktører at kende på en anden måde end jeres børn gør – måske har du ovenikøbet selv gået på et af vores hold som barn.
Tilmeld her: https://klokkerholmif.dk/tilmeld-gymnastik/
⯈ Puls og Styrke M/K – Fra 16 år og op – altså din bedste alder. ONSDAG 19.30-20.45 – Opstart 1. oktober 2025
Gymnastikafdelingen giver igen i sæson 2025/2026 tilbud om Puls og Styrke for M/K +16 år.
Ønsker du at få rørt stort set alle muskelgrupper, teste koordinationsevnen eller styrke den og få mulighed
for sved på panden, så er dette helt sikkert lige noget for dig. Vi ynder også at have smil på læben og griner
gerne sammen, men aldrig af hinanden. Alle øvelser kan tilpasses dit individuelle niveau og du vil helt
sikkert mærke en forbedring gennem sæsonen.
Vi udøver ikke de store salto og flikflak, men anvender mindre redskaber som stepbænke, håndvægte,
kettlebell, elastikker, bolde i forskellige størrelser og klude.
Vi har fokus på det sociale og ynder at nyde lidt godt til ganen i forbindelse med sidste træning inden jul og
igen ved sæsonafslutning.
Som noget nyt deler vi træningstid med et nyt tiltag i gymnastikafdelingen nemlig Puls og Play. Vi har fælles
opvarmning og fælles udspænding/nedkøling efter gode træningsseancer.
Sæsonen ses som et helt forløb, hvor der bygges på undervejs. Det er dog muligt at deltage for halve sæsoner.
Tilmeld her: https://klokkerholmif.dk/tilmeld-gymnastik/
⯈ Puls & Play M/K – sved på smilebåndet ONSDAG 19.30-20.45 – Opstart 1. oktober 2025
Velkommen til Puls & Play – et spritnyt hold for alle over 16 år, der gerne vil bevæge sig, få pulsen op og have det sjovt i fællesskab! Her kombinerer vi effektiv træning med legende boldspil og masser af grin.
Hallen bliver delt i to:
Puls og Styrke M/K i den ene ende – funktionel træning med fokus på kondition og muskelstyrke. (Separat tilmelding nødvendig)
Puls & Play M/K i den anden ende – her spiller vi alt fra Ringo, Funbattle, høvdingebold og dødbold til volleyball. Der er garanti for sved på panden og smil på læben!
Vi starter og slutter sammen med fælles opvarmning og nedkøling, så vi får samlet energien og skabt en stærk holdånd på tværs af aktiviteterne.
Målgruppe: Alle over 16 år – uanset niveau og tidligere erfaring. Du bestemmer selv tempo og intensitet, og vigtigst af alt: du er med til at skabe en time fyldt med bevægelsesglæde og godt fællesskab.
Formål:
– At få pulsen op og bevæge kroppen
– At grine, lege og spille sammen
– At skabe et rummeligt fællesskab med plads til alle
Kom som du er og hav det sjovt, mens pulsen kommer op.
Medbring: Drikkedunk, indendørssko og badehåndklæde til fitnessmåtterne.
Tilmeld her: https://klokkerholmif.dk/tilmeld-gymnastik/


Gymnastikafdelingen har følgende målsætning:
Vi stiler mod, at kunne tilbyde gymnastik til en bred aldersgruppe, med fokus på motion, glæde, fællesskab og socialt samvær.
Vi ønsker;
- at kunne tilbyde aktiviteter for børn, unge og voksne med et udbud af valgmuligheder, så der er lidt for enhver smag.
- at inddrage alle instruktører aktivt i planlægning af sæson, diverse aktiviteter m.m.
- at kunne tilbyde instruktører relevante kurser.
- at afslutte sæsonen med overskud, så det giver mulighed for at indkøbe nye rekvisitter m.m.
Conventus login